tirsdag den 4. september 2012

Kylling Danoise - ain't getting better than that!

Efter 4 meget travle uger på det nye job - Aarhus Efterskole, så er jeg kommet tilbage til tasterne og arbejder på nye indlæg til bloggen.

Der har været lidt stress på med at få sat gryderne i kog på efterskolen. 140 elever, plus lærere mm. som skal have mad hver dag, det kræver lidt arbejde. Der arbejdes i kulisserne på at lave en køkkenblog, så vi kan få det gode budskab ud om efterskolemad i gourmetklassse. Selv med eleverne i køkkenet skal der leveres på højeste niveau.
Det bliver nok først efter nytår, men det er godt at have lidt der simrer i kulissen.

Lad mig nu gå til det, det egentlig handler om.
- Den danske kylling, som har hygget sig i urtehaven med rabarber og agurker.

Der skal laves kylling danoise når det er højsommer, for det er da bare for lækkert. Det lavede jeg lige for et par dage siden.

Kylling med sprødt skind... mums.


Ingredienser: - 6 pers.

1 stk. Fersk kylling 1500 G.
Olivenolie
1 stk. citron
Salt & peber
Timian

1,2 kg. Kartofler

1 stk. Agurker
3 dl. Eddike
3 dl. Sukker
2 stk. Laurbærblade

500 G. Rabarber
200 G sukker. (måske mere, det afhænger af, hvor sure de lækre rabarber er)

1 lille bk. spæde salatblade
150 G. Grønne bønner
100 G. Soltørrede tomater



Fremgangsmåde:

1) Kyllingen smøres godt ind i olie, citronsaft, hakket timian, salt og peber. De to halve citroner puttes ind i kyllingens mave ;o)

Lad den stege i en forvarmet ovn ved 185º i ca. 60 min.

2) Kartofler skylles og skæres i halve eller kvarte. Krydres med olivenolie, salt og peber. Steges i ovnen sammen med kyllingen. Hvis det er nye danske kartofler, synes jeg bare du skal koge dem, så smager de af sommer.

3) Til de syltede agurker skal eddike, sukker, laurbærblad og meget lidt salt koges sammen. Agurker skæres ud i små stave af 4-5 cm. Når lagen er kogt sammen skal den lige køle af i 5 min. Derefter hældes den over agurkestavene og dækkes med film. Eller hvis du har et patentglas, så er der bare rigtig lækkert.

4) Rabarber skylles og snittes i stykker af 2-3 cm. Kommes i en gryde med sukker og koges ved lav varme til en dejlig kompot. 

5) Salat skylles. Grønne bønner skæres i halve og blanceres. Salat, bønner og soltørrede tomater blandes sammen i et lille fad.

Kyllingen parteres. Servér kartofler og lidt grøn salat til. Syltede agurker og rabarberkompot serveres on the side.

 Jo, det er da sommer i Danmark - Velbekomme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar