torsdag den 17. marts 2016

Hotelophold: Hotel Legoland og middag i deres restaurant

Børnene havde fået et par rigtig fine kufferter i gave. Derfor synes vi jo, at det var på sin plads at tage på en lille mini-getaway, for at de kunne prøve dem af! 

Vi faldt over en super deal på Hotel Legoland. En overnatning for Far, Mor og to børn, inkl. fri adgang til Billund Bad, og morgenmad. Det kostede kun 845,- tilsammen! 
Der var tilmed gratis aviser, i to dage! 

Efter at vi havde tilbragt eftermiddagen i Billund Bad, var vi blevet sultne og valgte at spise i hotellets restaurant.
Der var også en speciel børnemenu. Så alle blev glade.





Da vi havde bestilt fik vi lidt brød, som kom i form af et par lune brioshe. Dertil var der smør og trøffel mayonnaise. Det var en fin starter.


Fruens forret bestod af stegt sandart serveret på en puré af persillerod, dertil syltede squash, bøgehatte og friske krydderurter på toppen. Lisbeth, som efterhånden er blevet en skrap anmelder kunne ikke finde nogle fejl!


Jeg havde valgt en kartoffel-porre suppe med unghane souffle, sprød serrano og brændt porre.
Suppen smagte fint, men kunne godt have haft lidt mere dybde i smagen. Den var desværre ikke super varm, som jeg havde forventet, at en suppe skulle være. Men ellers fin forret, hvor suppen blev hældt op fra en lille kande efter at tjeneren havde sat tallerknen foran mig. 
Jeg var dog ikke hurtig nok med kameraet, så nåede ikke at skyde et billede inden tjeneren havde fyldt tallerknen med suppe!


Hovedretten blev til en god saftig bøf af oksefilet. Der var tre slags løg i form af bagte hvidløg. Små syltede skalotteløg og til sidst en omgang bløde løg, som nærmest var en form for løgmos. Det var, efter min mening, lige i overkanten af løg! Retten var dekoreret med purløgsolie og friske urter.
Havde de fjernet den skovlfuld bløde løg, som tog alt for meget opmærksomhed på tallerknen, og disket op med en anden lækker garniture havde retten fået et hak op!

Der blev serveret en omgang lækre håndskårne pommes frites ved siden af. De var meget gode. 

Børnenes retter bestod af spaghetti bolognese til Sara, og røde pølser med lego pommes frites til Noa. Det var to passende børneretter. 


Til dessert delte vi en tarte tatin med æble, karamel og vaniljeis. Den var godt afstemt med en sprød tuille sammen med isen og den lune tarte tatin. Den var bare god. 

Efter et par hyggelige timer i restauranten var vi blevet mætte og var klar på mere afslapning på vores pirat tema værelse. Børnene var dog midlertid forsvundet... men kun rundt om hjørnet, hvor der var et rigtig fint legeområde, og der var god plads at lege på, da der ikke var mange andre gæster end os :o) 


Maden smagte rigtig godt. Der var ikke meget at sætte en finger på.  

Jeg vil dog sige, at vores tjener var lidt usikker på, hvad hun serverede. Det virkede ikke naturligt for tjenerne at præsentere maden. Kun da jeg spurgte efter det blev det gjort. Men så skulle hun også lige forbi køkkenet og høre, hvad kokken havde puttet på tallerknen! Der havde jeg nok forventet lidt mere end vi fik.  

Den samlede regning lød på 1245,-  Vi fik to gange to retter plus en dessert til deling. En hovedret til hver af børnene. To glas vin til mig selv. En dansk vand til fruen og fire børnedrikke.

Alt i alt en fornuftig pris. Der var også små Lego pakker til børnene, som blev serveret under middagen :o) Det er god service. 

søndag den 13. marts 2016

Fødselsdagsmiddag - To gange chokolade og karamel i marmeladeglas!

Så er vi kommet til desserten fra min fødselsdagsmiddag. Efter to gode retter med brød og dippe dip er vi ved at være godt mætte. 

Der blev serveret en enkelt tallerken til hver, men der var fri opfyldning i køkkenet. Ikke noget med fade rundt om bordet. Gæsterne tager selv i køkkenet. Vi kører den afslappede stil lige dér! 

Inden opskriften på den lækre dessert kommer et overblik over aftenens menu.

Brombærgravad laks & fennikel 

Flap meat & løg 

Chokolade & karamel

Lad os springe til desserten.

Chokolade & karamel
Mørk og hvid chokolade mousse anrettet på dulce de leche, serveret i marmelade glas! 
lækker og enkel dessert!
Ingredienser - giver 16-20 små portioner i 250 ml. marmeladeglas
2 ds. kondenseret mælk
300 gram mørk chokolade 60%
300 gram hvid chokolade
200 gram smør
4 stk. æggeblommer
100 gram flormelis
1 l. piskefløde
 
Fremgangsmåde
1) Kog den kondenserede mælk i 3 timer. Sørg for, at dåsen hele tiden er dækket af vand. Lad den køle helt af inden du åbner den
 
2) Smelt 300 gram mørk chokolade, pisk derefter smør i chokolade.

3) Tilsæt 2 æggeblommer og 50 gram flormelis.

4) Pisk 5 dl. piskefløde i massen. Kom chokoladecremen i en sprøjtepose.

Gentag processen med hvid chokolade. 

5) Kom et tyndt lag kondenseret mælk i bunden af glasset. 

6) Nu skal du sprøjte en lille top af begge chokolader i bunden af marmelade glasset. Sæt låg på og stil dem i køleskab indtil du skal servere dem. 

Så er desserten klar
 Jeg dryssede lidt ristede hasselnødder og rød havesyre på toppen inden jeg serverede dem. 

Så er der gang i den!
Mine små hjælpere :o)

Det er bare hyggeligt det her :o)  Der er meget, som skal laves, når kokken holder fødselsdag, så det er rigtig godt med lidt hjælp i køkkenet.     
   

lørdag den 5. marts 2016

Fødselsdagsmiddag - Flap meat & duet af løg

Jeg afholdt for nyligt min fødselsdag - 38 år ja tak, det er bare super. Herunder kommer årets fødselsdagsmenu. 
Når jeg holder fødselsdag skiftes gæsterne til at komme med i det åbne køkken og hjælpe til med at anrette de forskellige retter. Det er altid rigtig hyggeligt og fungerer rigtig godt.

Aftenens menu var som følger.

Brombærgravad laks & fennikel

Flap meat & løg

Chokolade & karamel

Nu til hovedretten.

Flap meat & variation af løg 
Grillet flap meat serveret med persillerodspuré, brændte løg og syltede rødløg. Dertil rosenkål og ristede kartofler med serrano

Lækker flap meat med duet af løg
Ingredienser 6 cov.
1 kg. flap meat
rosmarin
4 fed hvidløg

200 gram persillerødder
2 dl. mælk

12 stk. rosenkål
10 gram smør
1 tsk. honning
hvid sesam

1,5 kg små kartofler
10 skiver serranoskinke
timian

Syltede brændte løg 
Syltede rødløg 
kørvel til pynt


Fremgangsmåde 
1) Der sidder en lille sene på hver side af kødstykket, som skal skæres væk. Derefter er det bare at krydre det godt og brune det godt af på hver side, på en god varm pande. Derefter er det nemmest at stege det færdig i ovnen ved 160 grader. Brug evt. et stegetermometer. Når du rammer 57 grader er det rosa.  

2) Persillerødder skrælles og skæres i mindre stykker. Koges møre i mælken. Sigt mælken fra og blend indtil puréen er helt fin. Smag til med salt og peber.

3) Kartofler skylles grundigt og koges i letsaltet vand. Når de er kølet af kan du sætte 2-3 kartofler på en grillpind. Tag et stykke serrano og sæt mellem kartoflerne. 

Kartofler skal krydres med olivenolie, timian, salt og peber. Steg dem i ovnen i 10 minutter ved 200 grader lige inden servering.   

4) Skær bunden af og fjern de yderste blade fra rosenkålen. Skær dem i halve. Bring en gryde med vand i kog. Når vandet koger skal rosenkålen en hurtig tur i vandet i 20 sekunder. Afkøl dem i koldt vand. Nu skal rosenkålen i et ovnfast fad med smør, honning, hvid sesam og lidt salt. 
Sæt dem i ovnen 10 minutter ved 160 grader.        

Hovedret er klar!
Så er vi klar til at anrette maden. Skænk rødvinen og find de store middagstallerkner frem. 

Anret som på billede eller lav din egen kreation :o)